Svenska
Norsk
Dansk
Italiano
Español
Français
Deutsch
English
English
Welcome! By using SPONSOR.me you accept our Terms and Conditions and Privacy Policy
Amanda & The Barbell

Blog

Der er sket rigtig mange ting siden min konkurrence til Universiaden. Sommeren har i høj grad været præget af både virkelig hårde perioder og virkelig gode - ofte egentlig på samme tid. Jeg har skulle vænne mig til at strukturere mit liv helt anderledes, end hvad der har været tilfældet i al den tid, jeg har trænet vægtløftning. Jeg var så heldig at få en lejlighed i indre by, da jeg skulle flytte fra Nordvest og finde et nyt sted at bo. Det har dog også betydet flere logistiske udfordringer, da mine træningsfaciliteter og arbejde begge befinder sig lidt uden for KBH, og det kan tage virkelig lang tid at komme fra A til B i myldretiden. Jeg har ligeledes været "filled up" med konkurrencevægtløftning og hvad der dertil hører under og efter Universiaden. Elitesport, selv på amatørplan, kan være virkelig hårdt. Jeg har haft brug for at dyrke nogle andre, sune relationer, der ikke skulle være præget af konkurrence. Jeg har haft brug for at skippe en træning uden dårlig samvittighed og spise lidt flere is fra Ismageriet (Der BTW har de bedste is i hele KBH)! Det betyder dog ikke, at jeg har involveret mig mindre i vægtløftning, da jeg er blevet ansvarlig trænere for de yngste i klubben samt at jeg fortsat træner 5-6 gange om ugen som udgangspunkt. Min gode veninde Pernille og min kæreste Jonathan har begge været store inspirationer i mine valg og prioriteter de sidste par måneder, og det har betydet meget at kunne dele min tanker, frustrationer, sorger og glæder med nogen, der ved hvordan det ser ud på begge sider at "atlet-livet". 

I forrige weekend deltog jeg så ved mit første stævne efter Universiaden: Aalborg Cup. Jeg har arbejdet rigtig meget på min mentale-indstilling - både til træning og til konkurrencer. Det har resulteret i, at jeg er blevet gladere for at træne igen, og der kunne tydeligt mærkes i Aalborg, hvor jeg igen kunne mærke, hvorfor jeg har lyst til at træne meget og løfte alle de tunge vægte. Planen var, at konkurrencen skulle holdes på et moderat niveau, så jeg kunne komme lidt igang igen. På dagen gik det dog op for mig, at jeg godt ville kunne være med om podieplaceringerne uden at gå helt amok og lave nye personlige rekorder, så jeg valgte efter aftale med min træner Tommy at give den lidt mere gas. Jeg endte på 77 kg i træk og 90 kg i stød, hvilket er et udemærket resultat i -69 kg vægtklassen. Jeg følte et kæmpe overskud mentalt og fysisk til konkurrencen, og jeg var bare glad for at kunne løfte frit og nyde det hele. Jeg glæder mig allerede til at skulle løfte tunge vægte igen om små tre uger til Østmesterskaberne. Det bliver spændende, hvad kroppen og sindet har at byde på næste gang :-) 

Tak fordi I følger med <3 


Jeg er nu hjemvendt til Danmark og har derfor haft tid til at fordøje mange indtryk. Som mange af jer måske husker, skulle jeg havde været afsted til Nordiske Mesterskaber nu, men har måtte melde afbud. Det kommer jeg til at fortælle lidt om i næste indlæg. 

Jeg skulle løfte tirsdag den 22. august klokken 9.30. Jeg havde ingen problemer med at komme i vægt og gik ligeså stille i løbet af vores uge i Taipei fra 64,4 til 63,5 dagen inden jeg skulle løfte. At tabe et kg om ugen og så det sidste i væske er et rigtig fint udgangspunkt. Jeg har de sidste par gange jeg skulle i vægt valgt at bibeholde et mindre kulhydrat indtag og blot gøre mine portioner mindre. Ligeledes drikker jeg masser af vand, og stopper så med indtagelse af salt dagen før og stopper med at drikke vand cirka klokken 16.00. Det har fungeret rigtig fint for mig. Og hvor jeg før kunne føle mig helt træt og smadret efter indvejning, har jeg ikke længere det problem.

Klokken 6.00 på dagen stod jeg op og prøvevejede mig. Vægten sagde her 62,8, men jeg besluttede mig for ikke at spise noget, da vægene ikke altid er kalibrerede ens, og det ikke er det værd at tage chancen. Søren, som var med som vores træner, og jeg blev hentet af delegationsbilen 6.20 og kørte så til stævne-venue, hvor der var indvejning 7.30. Arrangørene havde ikke lige tænkt på, hvordan vi skulle få mad efter indvejning, men jeg har altid kakaomælk og havregryn med fra Danmark til de internationale stævner. Jeg har erfaret, at det gør mest for mig at få noget sukker og kulhydrater inden jeg skal løfte. Efter at have vejet ind på 62,6 (helt let), var jeg ikke særlig sulten, men spiste så meget jeg kunne uden at få kvalme, og jeg havde ligeledes "stjålet" lidt banankage fra madteltet, som jeg også fik ned. Udover det havde de på alle træningssteder elektrolytdrikke, så jeg bestemte mig hurtigt for, at det bare var det, der skulle drikkes. Vi startede opvarmningen op cirka et kvarter inden præsentationen. Jeg havde fået et plateau, der var tæt på skærmene, der viser løftene live og hvilke vægte folk skal ind på. Det betød, at der var en del trafik foran mit plateau, som jeg ret hurtigt bestemte mig for IKKE skulle påvirke min præstation. Udover Søren kom mine gode veninde Pernille, der løfter i -69 også ind og hjalp til i opvarmningen. Vi fik sat en god og afsappet stemning, som altid er den jeg konkurrere bedst under. Det skal ikke være for seriøst og fokuseret mellem løftene, for så bliver jeg helt kulret.

Opvarmningen forløb super fint. Mine løft sad godt og sikkert og vi besluttede derfor hurtigt, at jeg skulle starte på 77 kg i træk. Da jeg blev kaldt ind satte jeg den let og kunne derfor ånde lettet op og være med i konkurrencen. 80 kg blev næste forsøg, men så startede cirkusset desværre.  Juryen underkender en del løft i min pause, hvilket trækker tiden ud, da det betyder, at der fejles et par løft, som egentlig burde være godkendt. Det mest vilde var en amerikanske pige, hvor jeg efterfølgende har set på livestream, at der knap nok var bevægelse i skulderen - hun blev underkendt for stem. Da jeg efter 14 minutter får mit andet forsøg får jeg sat mig godt op, men den sidder lidt fremme. Jeg får to minutters pause og får den med lidt kamp i andet forsøg. Jeg er mega glad og lettet, men får den efter et minut underkendt af juryen. Juryen havde sat en hård linie i min gruppe og jeg så mange løft efterfølgendei de andre grupper, der ville være underkendt i min gruppe. Kunne jeg havde løftet mere overbevisende? Ja. Kan jeg løfte 80 kg bedre end jeg gjorde den dag? Ja. Så det må jeg simpelthen bare gøre næste gang. Jeg valgte derfor efter træk at fokusere på at jeg "fik" løftet og glemme, at det var blevet underkendt i øjeblikket, for ikke at bruge unødvendige ressourcer på det. 

Videre til stød, hvor mine vendinger ikke sad 100 %, men mine opadstød til gengæld var gode. Vi valgte at starte mig på 90 kg, hvor veninden sidder en smule tilbage, men opadstødet er virkelig godt. Derfor øger vi mig til 93 kg. Vendingen er bedre her, men den er stadig tung at rejse sig med - opadstødet er let. Det sidste forsøg bliver 96, der ville have sikret mig mit B krav til EM. Jeg rammer ikke vendingen 100 % og den bliver derfor for tung at rejse sig med. Forsøget var dog fint, og jeg er glad for at jeg tog mig sammen og havde et godt forsøg. Jeg var selvfølgelig skuffet over at få underkendt de 80 kg, da jeg så også ville have opnået de 173 i tokamp, men sådan er sport nogle gange. Jeg fik en forbedring på 7 kg fra mit resultat til EM og selvom resultatet kun er et kg over mit bedste i -63, som jeg lavede til en national konkurrence, så er mine løft mere sikre og gode tekniske, så der skal nok komme mere lige rundt om hjørnet. Min træningsperiode optil Universiaden har været præget af hofte problemer og at jeg på trods af dette forbedre mig i stød, kan jeg kun være glad for. Næste cyklus må stå på stærkere ben ;-) 

Tak til alle jer, der har støttet min tur. Jeg har oplevet så meget (inklusiv konkurrencen selvfølgelig), som jeg glæder mig til at fortælle jer alle om <3 

/Amanda 

 

Nu var det vist på tide med en opdatering! Efter nogle gode nætters søvn og en masse nye indtryk, havde vi i dag den første dag, der forløb sådan nogenlunde planmæssigt. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jer der har fuldt lidt med på Instagram og Facebook ved, at vi har været ramt af lidt logistiske udfordringer. Første dag nåede vi ikke til træning i vores egen hal, da akkrediteringen ikke kom på plads. I går fandt vi så ud af, at vores træningsfaciliteter slet ikke var åbnet endnu, og vi var derfor nødt til at søge ly i et CrossFit gym. På trods af de små problematikker har vi fået trænet, men jeg var stadig spændt på at have min første ”rigtige” VL træning i dag, i det taiwanesiske. I går opdagede vi også, at vi i dag havde træningstiden fra 15-17. Der opstod endnu et problem, da vi klokken 17 skulle være på plads i atletbyen til flagceremoni. Der er cirka en times transport ud til vores træningsfaciliteter, hvilket gjorde det en smule svært, at nå tilbage. Jens, vores chef de mission, ville derfor forsøge at rykke vores træningstid, hvilket dog godt kan være noget nær umuligt. Da vi i vægtløftning har brug for forholdsvis meget udstyr til hver enkelt atlet, er der et skema for, hvornår hver nation må træne. Det er for at forhindre, at du tager ud til hallen, og der ikke er plads, samt at folk ikke holder plateauerne flere timer i streg. Heldigvis for os ville Australien gerne have vores sene tid, og vi fik deres tid fra 09-11. Dette passede os super fint, da vi alle skal i konkurrence forholdsvis tidligt.

 

Vi stod op klokken 06.00 hertil morgen, da vi efter flere dages søgen havde lokaliseret en ”rigtig” vægt (sådan en man vejer sig på) i atletbyen. Det er egentlig til judokæmperne (hvorfor den umiddelbart er til dem ved jeg ikke), men vi må gerne bruge den! Til vores store fortvivlelse var vægten låst af, og da vi kontaktede en af de mange mennesker, der arbejder her, var der ingen hjælp at hente. Vi har døbt kulturen i atletbyen ”minion-kulturen”, da folk kun har de arbejdsopgaver, de er pålagt og ikke kan tænke i alternative løsninger. Det betød også, at der åbenbart er én mand, der har ansvaret for at have nøglen til ”weigh-in” rummet, og han møder selvfølgelig først klokken 7.00. Vi måtte derfor veje os på vægten i fitnesscenteret, da vi skulle være til morgenmad klokken 7.00 og med bussen klokken 07.45. Vægten sagde 64,1, hvilket den har ligget stabilt på de sidste par dage. Jeg samlede en del væske på flyturen, men smed det heldigvis hurtigt, og jeg er derfor principielt i vægt nu.



Vi ankom til træningshallen 08.45, og måtte selvfølgelig først gå ind klokken 09.00 sharp. Udover det var der lidt krise blandt medarbejderne, da Australien kun har tre plateauer til rådighed mod vores 5… Det var dog intet problem, da vi kun var 6 til træning i dag, da hele holdet ikke er kommet på plads i byen. Samtidig var vi eneste nation, der mødte op til vores træningstid, og vi formoder at nogle nationer er blevet en smule skuffet, hvis de ikke har taget træningstiderne seriøst… I dag skulle jeg op på cirka 90 % i træk og stød. Det blev til 4 godkendte singles på 74 kg og et enkelt miss. Oveni det to stød på 85 kg og en enkel på 89 kg. Kroppen føltes ret klar, og jeg glæder mig til at være helt i form på tirsdag! I træningshallen fandt jeg også ud af (til min store glæde) at der står elektrolytter. Jeg har glemt mine derhjemme, og da vi sveder meget, er det ret at kunne supplere vandet med dem. Udover det er det også godt at have til indvejning. Efter træning gik turen tilbage til hotellet, hvor vi slappede af en times tid inden frokosten. Vi har intet fast tidspunkt for delegationen, hvor vi mødes til frokost, men vi spiser sammen, når det passer. Efter frokost tog Mette og jeg en lille sightseeing i atletbyen inden flagceremonien.

Flagceremonien startede som sagt klokken 17. Vi skulle overrække en gave til borgmesteren i atletbyen (ja sådan en har vi selvfølgelig). Vi var til ceremonien med Tanzania og Burkina Faso. Burkina Faso havde glemt en gave og måtte i sidste øjeblik fremtrylle én. En af mændene ofrede simpelthen sin nationalhat efter lidt postyr. Derefter stod den på skøn-national-sang mens Dannebrog blev hejst og vi sluttede af med et delegationsmøde. Aftensmaden blev indtaget derefter, og ellers har jeg ringet hjem til Danmark og slappet af på værelset hertil aften. Det er helt vildt, at så få i DK kender til denne her sportsbegivenhed. Det er virkelig overvældende at være en del af sådan et kæmpe arrangement og fedt at møde atleter fra hele verden.


Nu skal jeg i seng. Klokken 6.30 skal Mette og jeg undersøge om nøglen til weigh in rummet er lokaliseret.

Håber alle har det godt derhjemme <3

Nu er der under en uge til, at vi rejser til Taiwan. Der er ved at komme styr på de sidste forberedelser, og jeg glæder mig til at skulle afsted! Forberedelserne har den sidste uge ikke været optimale, da jeg fik halsbetændelse i weekenden og startede penicillin behandling i starten af sidste uge. Dét ikke at kunne træne en del af de sidste 4 uger op mod et vigtigt stævne er ikke optimalt, men jeg valgte at fokusere på det positive, og at mit hoved via sygdommen fik et lille break fra træningsfokus - noget der i andre perioder har været rigtig godt for mig.

Jeg startede penicillinbehandling hurtigt, så jeg kunne være klar til landsholdssamlingen i weekenden. Onsdag aften var jeg gået tidligt i seng, da jeg skulle møde på arbejde 5.45 torsdag morgen. Jeg blev vækket omkring klokken 22.00 af vores eliteformand (fungerende landstræner), der først spurgte mig ind til min sygdom. Jeg troede, at det var bekymring for mit helbred og forklarede, at jeg havde været syg, men at jeg var rask og feberfri efter behandling - det var ikke bekymring, men blot information om, at jeg ikke kunne deltage på landsholdssamlingen, da han havde hørt, at jeg var syg, og derfor ikke ville risikere potentiel smitte. En information jeg måske gerne ville have haft efter 7 timers søvn og ikke midt om natten (hvilket 22 er for en, der møder klokken 6). Jeg var først i seng klokken 00.00, da jeg ærlig talt var lidt irriteret over situationen med først sygdom, natte-cirkus og primært at misse at se vores tyske konsulenttræner Peter Käks - og så selvfølgelig min søde medløftere, hvor jeg heldigvis ser mnage af dem i Taiwan. 

Weekenden endte derfor noget anderledes en planlagt, men heldigvis kunne jeg træne med min yndlings makker Jonathan, der havde weekend-fri, og der blev arbejdet en del mentalt med at slippe de dårlige begivenheder i løbet af ugen. Jeg er nu klar til en ny træningsuge, hvor de sidtse kræfter skal sættes ind inden jeg løfter om præcis 2 uger! Kropsvægten er 63,8, og det er i så fald ikke den sko, der kommer til at trykke på næste tirsdag! 




I dag er der præcis én dag og én måned til, at jeg løfter i Taipei til dette års Universiade - mere præcist er der 4 uger og 4 dage. Det betyder også, at opbygningen mod konkurrencen så småt er gået igang. Jeg skal løfte samme dag som til EM - på en tirsdag - og det betyder at vi også rykker lidt på de tunge dage, så det ikke passer med den klassiske konkurrence-dag lørdag, men derimod med en hverdag, tirsdag. At vi nærmer os de 4 uger betyder også, at jeg skal til at have ekstra fokus på min kost, så jeg sikrer en hel optimal forberedelse frem mod konkurrencen, og at jeg nemt vejer ind i -63 på dagen. 

Træningen den sidste uge har kørt rigtig godt. I weekenden var jeg i Odense og træne med de stærke piger derfra, hvilket også altid er inspirerende og motiverende. Udover det er det sundt at udfordre sig selv lidt ved at træne forskellige steder med forskellige mennesker. Til en konkurrence kan du aldrig forvente at få din yndlingsstang eller dit yndlings plateau, så derfor bør det også afspejle sig i den måde du træner på. Første pas i Odense stod på blandt andet råtræk (power snatch), hvor jeg satte ny top i to'ere med 68 kg.

I forbindelse med at jeg ligger to'ere på instagram, skal jeg ofte forsvare over for andre mennesker, hvorvidt det er en to'er eller ej. Jeg er generelt ret ligeglad med, hvordan folk definerer en double, når det kommer til deres egen træning eller andet. Da jeg konkurrerer i vægtløftning, hvor jeg skal lave ÉT succesfuldt løft ad gangen, er succeskriteriet for mine to'ere, at jeg får to løft i forlængelse af hinanden, der ligner en potentiel tung ener. Det vil sige, at det aldrig ville give mening for mig, at smide vægten og lave et hurtigt set up. Det er sådan, jeg har lavet doubles de sidste par år, og det kommer ikke til at ændre sig. 

Double-festen fortsatte tirsdag med 74 kg i træk og 2 vend + 1 opadstød på 86 kg, som I kan se her: https://www.instagram.com/p/BWsbEIkAS94/?taken-by=amandamanfeld&hl=da. Til EM fik jeg kun 86 kg godkendt, så det var fedt at lave to vend på den og et succesfuldt opadstød. Ligeledes lavede jeg lette 90 kg i lørdags, så selvom jeg ikke har kunnet lave alle mine ben i denne træningsperiode, er jeg blevet stærkere, og det blive spændende at se, hvad det bringer med sig de næste uger! 

 

 

 

About
Jeg er en kvinde på 26 år, der er passioneret omkring olympisk vægtløftning. Jeg er på det danske landshold, og er ligeledes dansk mester i år 2015 og år 2017. Fra midten af 2015 og 10 måneder frem var jeg ude med en alvorlig skulderskade, men kæmpede mig imod lægernes overbevisning tilbage til den sport jeg elsker. Her på bloggen vil jeg fortælle om min daglige træning, op- og nedture samt sætte fokus på kvinder, selvværd og kroppen mere generelt.